Fakta
De seks østjyske kommuner Favrskov, Hedensted, Odder, Silkeborg, Skanderborg og Syddjurs, har siden Finansieringsreformen, der blev gennemført efter Kommunalreformen, fået langt dårligere økonomiske vilkår.
Hvert år koster udligningsordningen de seks kommuner et voldsomt stort beløb. Vi fokuserer primært på tre årsager til den skæve udligning:
1. Børn og ældre tilsidesættes frem for ressourcestærke erhvervsaktive
- En forkert vægtning mellem aldersbetingede og socialt betingede udgiftsbehov koster de seks kommuner 170 mio. kr. (567 kr. pr. indbygger i gennemsnit). Det skyldes at:
- Aldersbetinget udgiftsbehov vægtet med 70 % underkompenserer kommuner med mange ældre og børn, mens kommuner med mange i erhvervsaktive alder overkompenseres.
Problemet forstærkes ved stigende antal børn og ældre.
2. Geografien bestemmer serviceniveauet
Den geografisk ulige fordeling koster de seks kommuner 156 mio. kr. (520 kr. pr. indbygger i gennemsnit), heraf 67 mio. kr. alene som følge af ændring i balancetilskuddet fra 2007-2009. Det skyldes at:
- Hovedstadsområdets kommuner udlignes på et højere niveau end andre kommuner.
- Tilskud til ugunstigt stillede kommuner (med højt strukturelt underskud) er langt mindre effektiv end hovedstadsudligningen.
- Væksten i balancetilskud i 2007-2009, som følge af ordningen for ugunstigt stillede kommuner, er fordelt ulige.
Samtidig udlignes fiktive grundværdier på landet, men ikke dækningsafgift i byerne
3. Beregningen af socialt betingede udgiftsbehov er upræcis
Upræcis beregning af det socialt betingede udgiftsbehov koster de seks kommuner op imod 518 mio. kr. (1.727 kr. pr. indbygger i gennemsnit). Det skyldes at:
- Der mangler kriterier til at opfange udgiftsbehov i landdistrikterne.
- Flere tungtvejende sociale kriterier i beregningerne dækker ikke de reelle behov.
Den ulige udligningsordning betyder, at vi i de seks østjyske kommuner ikke har mulighed for at give vores borgere – børn, unge og ældre – samme serviceniveau, som andre kommuner.
Udligningsordningen må sikre mulighed for, at der kan ydes et rimeligt ensartet serviceniveau i alle kommuner. Ellers er konsekvensen, at kommuner med dårlige finansieringsmuligheder vil få lavere serviceniveau end Folketinget ellers accepterer.






